Kastelskirken
Kastelskirken er sognekirke for en stor del af indre Østerbro og for Langlinje.
Som en femtakket stjerne ligger Kastellet, Citadellet Frederikshavn, midt i København og få meter fra Den Lille Havfrue. Det er Europas fineste og bedst bevarede fæstningsværk. Stedet er på en gang et museum, en militær by, en arbejdsplads og en yndet turistattraktion. Midt på Kastellet finder du Kastelskirken.
Kastellet er bygget i perioden 1662 – 1665, og kirken er bygget i 1704. Kastelskirken var oprindeligt forbeholdt Kastellets garnison, men fik i 1902 også et civilt sogn. I dag altså både sognets og forsvarets kirke.
Kirken er bygget så den vender stik nord-syd, med alteret mod syd. Udvendig bærer den gulkalkede bygning ikke præg af at være en kirke, kun korset på vejrhanen røber, at det er en kirke.
Bygningen er opført i stram barokstil. Kirkerummet er enkelt og lyst, og blikket drages uvilkårligt mod altertavlen, hvor den forgyldte træramme holder tre malerier, som alle stammer fra før kirkens opførelse.
Et særpræg ved Kastelskirken er den arrestbygning, der i 1725 blev bygget bag på kirken. I arresten sad statsfanger som f.eks. JF Struense og dr. JJ Dampe. I dag huser arresten kirkens lokaler til præst, kirketjener, organist og to menighedslokaler.