Altertavlen
Kastelskirken udsmykning er enkel. Den består af en altertavle med tre malerier indrammet i en stor forgyldt barok ramme. Derudover er der ingen billeder i kirken.
Altermalerierne er malet i perioden 1600-1700. Det store maleri i midten fremstiller hyrdernes tilbedelse, det nederste billede Den Sidste Nadver og det øverste billede Kristus på korset. Du kan læse mere om altertavlen her
Da de to nederste malerier i 2020 skulle restaureres af Nationalmuseets konservatorer, lavede årets konfirmander to midlertidige billeder. Grafiker og kunstner Charlotte Søeborg Ohlsen hjalp os. Billedet øverst på siden viser et udsnit af det nederste billede. Du kan se hele altertavlen her
Den Store Bog
Til efteråret går vi i gang med at producere en stor fortællebog. Musik og fortælling er en samlet overskrift over det, vi laver i Kastelskirken. Det gælder når vi henvender os til børn med babysalmesang og musikalsk legestue. Når vi har familiedage med børnegudstjeneste og kreativt arbejde med fortællingen. Og når vi underviser konfirmander.
Vi mangler billeder til at ledsage fortællingerne. Vi vil derfor gerne lave en stor bog, som vil være fortællingernes, salmernes og musikkens billedside. Bogen skal stimulere børnene til deltagelse, og den skal vække og understøtte deres musikalske nysgerrighed. Bogen skal være præstens og musikmedarbejderens rekvisit til at skabe samling og opmærksomhed omkring fortællingerne og sangene. Og så skal den være stor bogen, ca. 60×70, så man kan sidde med mange børn omkring den.
Konfirmanderne vil blive inddraget i videreudviklingen af Den Store Bog, ligesom vi vil invitere lokale frivillige til at deltage i kreative workshops. Charlotte Søebog Ohlsen udvikler bogen sammen med os, og brodøse Lizzi Damgaard R., Selskabet for Kirkelig Kunst, har lovet os konsulenthjælp.